Når ideen føles vigtig

Torben Søe har de sidste 17 år lovet sig selv, at han ville være iværksætter. Med PureWelt.com har han omsider fundet et projekt, han ikke kunne ignorere for trygheden i et lønmodtagerjob.

Hvis du vil have succes i et iværksætterprojekt, er det altid det bedste udgangspunkt, at du brænder for tanken bag. At du kan se en vigtighed i projektet, der rækker længere end til at tjene penge og få succes.

Med den i baghovedet er Torben Søe kommet rigtig godt fra start. Han har en bachelor i biologi og kemi, og han har arbejdet i landbrugsrelaterede virksomheder, bl.a. med at lave husdyrfoder og -ernæring, siden han var færdiguddannet i 2000. Men drømmen om iværksætteriet har hele tiden spøgt. Det skulle blive et problem i hans egen hverdag, der gav ham ideen til PureWelt.com, som han driver fra Bering StartUp i Vitus Bering Innovation Park.

De allergene fyldstoffer

Torben lider af alvorlige allergier, der får ham til at reagere voldsomt på en lang række fødevarer og tilsætningsstoffer. Det betyder, at hans kost bliver temmelig ensidig, og han må supplere med kosttilskud for at få de rette vitaminer og mineraler. Men problemet er, at mange af disse kosttilskud har fyldstoffer, som fremprovokerer allergiske reaktioner hos multiallergikere som Torben. Derfor er han nødt til at købe sine kosttilskud hjem fra USA og Storbritannien, hvor producenter har specialproduktion af kosttilskud med fyldstoffer, der er så sikre mod allergiske reaktioner, som det overhovedet er muligt.

– Almindelige kosttilskud er fyldt med fyldstoffer, for selve mineralerne og vitaminerne fylder jo ingenting. Så man fylder op for at opnå en fornuftig tabletstørrelse. Det kan f.eks. være kartoffelmel, kalk eller lignende stoffer, der naturligvis er helt uskadelige for de fleste mennesker. Men jeg reagerer voldsomt på dem, siger Torben Søe.

Han vælger i stedet nicheprodukter, der blandt andet kan have anvendt hypoallergen celluloid som fyldstof. Det er et stof, der ikke har nogen registrerede allergiske effekter.

Candidiasis

Torbens sygdom kaldes candidiasis, hvor svampen candida angriber mavetarmkanalen og skaber allergiske reaktioner på en lang række fødevarer. Han har i flere år interesseret sig indgående for sygdommen og har skrevet en lang række artikler om årsager til sygdommen og hvordan man lever med den i hverdagen. Artiklerne er bygget på hans egne erfaringer og naturligvis den viden om ernæring, han har opbygget gennem sin uddannelse. Han har oversat artiklerne til både engelsk og tysk og lagt dem ud på hjemmesiden candidapatient.com.

Han har ikke lavet nogen markedsundersøgelse forud for lanceringen af PureWelt.com, men han kan se en del trafik på candidapatient.com – også fra Tyskland, som han ser som sit hovedmarked. Torben har rejst en del i Tyskland i arbejdssammenhæng, så selvom hans tyske efter eget udsagn ikke er perfekt, rækker det fint til at opbygge og drive en webshop.

Sagen er nemlig den, at produkterne skal importeres og sendes ud fra et lagerhotel i Tyskland. Hvis han valgte at sende dem fra Danmark, ville det både bliver meget dyrere og meget mere besværligt.

- I det øjeblik, jeg importerer dem til Danmark, skal alle produkter godkendes af Fødevarestyrelsen, før jeg må sælge dem. Det koster næsten tusind kroner pr. produkt, så det vil hurtigt rende op i mange penge, før alt var godkendt, siger Torben Søe.

Dertil kommer, at pakker fra Danmark til udlandet koster 70-110 kroner pr. stk., hvor Torben kan slippe med fire euro fra lagerhotellet i Tyskland, fordi de sender mange pakker og derfor har kunnet få en god aftale med DHL.

EU-godkendte produkter

Produkterne er naturligvis godkendt til handel i EU, så der er intet smuds i kanterne af konstruktionen. Men det er alligevel lidt sært: Hvis Torben flyttede det hele til Tyskland skulle produkterne godkendes af de tyske fødevaremyndigheder. Men fordi han driver virksomheden fra Danmark og produkterne kun sendes videre fra Tyskland, er en EU-godkendelse tilstrækkelig. Han må så heller ikke reklamere for sin virksomhed i Danmark.

Det er dog planen, at der kommer mere aktivitet i Danmark.

- Jeg har planer om at producere nogle af produkterne selv. Nogle af de her kosttilskud er relativt nemme at producere, og de kræver nogle ret simple produktionsanlæg, der ikke er alt for dyre, siger Torben Søe.

Han kigger sig i øjeblikket om efter et passende, billigt lokale i Horsens, hvor han både har plads til kontor og en lille produktion. Egenproduktion vil naturligvis betyde at få alle de nødvendige godkendelser på plads, men Torben er allerede vant til papirarbejde. Det er ikke just ”a walk in the park” at åbne en webshop til det tyske marked. Dels er der momsberegningerne og oprettelse af tysk momsnummer, så der kun svares tysk moms af produkter, der sælges i Tyskland, og dansk moms til resten af verden. Den tyske moms er på syv pct, så det kan godt betale sig at lave lidt ekstra papirarbejde. Dels er der arbejdet med at få en betalingskortordning op at køre, for en del udbydere vil af princip ikke lave aftaler med firmaer, der sælger kosttilskud. Da han endelig fandt en udbyder, der kunne og ville levere en service, var der en række formalia, der skulle imødekommes, før en endelig accept kom i hus.

Sætter tæring efter næring

Torben Søe forventer ikke at blive rig af virksomheden lige foreløbig, men han håber at kunne leve af det fra februar 2018. Han sætter tæring efter næring og har et succeskriterium, der hedder at kunne udbetale 20.000 i bruttoløn til sig selv om måneden fra 2018. Han vil bl.a. supplere indtægten i firmaet, han driver som et IVS, med at arrangere dagskurser om candida-problematikker i det nordtyske.

Du kan følge med i Torbens aktiviteter på websiderne purewelt.com og candidapatient.com.

Torben Søe, der står bag PureWelt.com.
bubble