Ny designtænkning i Stormsalen

Det sker nogle gange at partnere i en virksomhed på et tidspunkt vil forskellige ting – det kan være meget smertefuldt og meget smertefrit. I foråret skete der store ændringer i virksomheden og det kreative fællesskab, Stormsalen. De gik fra fem til tre partnere, og det var heldigvis utrolig smertefrit for alle parter.

– Vi har taget et nyt skridt i Stormsalen og udviklet vores forretningsmodel og i den forbindelse købte vi to af vores partnere ud her for et par måneder siden, fortæller Pia Schildknecht.

De tre partnere, som i dag driver virksomheden, er Pia Schildknecht, Lene Wille og Camilla Kjær, dermed blev der sagt farvel til Phuc Van Dang og Birgitte Dahl, som nu fokuserer på egne virksomheder.

Et designtænkningshus

Med den nyudviklede forretningsmodel sættes der nu i Stormsalen fokus på metoden de kalder brugerbaseret design og designtænkning, når de arbejder med design, indretning og forretningsmodeller. Designtænkning er en grundlæggende metode og designtilgang, som de allerede gør stor brug af i det daglige arbejde – en viden og tilgang som de gerne lærer fra sig.

- Vi har jo de her smukke, historiske lokaler, hvor vi allerede har holdt møder og workshops for vores kunder, og det vil vi gerne gøre endnu mere af fremadrettet, fortæller Pia.

Derfor er det nu muligt at leje Stormsalens smukke “mødesal” på 50 m2 til diverse møder, konferencer, workshops, team events m.m.Stormsalen arrangerer gerne disse, men man kan som virksomhed også vælge at leje lokalet til egne arrangementer for en hel eller en halv dag.

– Vi kunne godt tænke os, at der kommer et flow af mennesker i huset. På sigt er målet at man, når man træder ind i Stormsalen, træder ind i et designtænkningshus – det vil vi gerne associeres med. Både som en værdi i de opgaver, vi løser for vores kunder, men også som noget vi lærer fra os i form af udbudte, faciliterede workshops og seminarer i designtænkning – selvfølgelig afholdt her i huset, slutter Pia.

Her fra VI STARTER SGU skal der lyde et kæmpe held og lykke med den nye vej for Stormsalen, det er sikkert ikke sidste gang vi hører fra dem.

Pia Schildknecht, Lene Wille og Camilla Kjær
bubble