Nye kræfter træder til som redaktør på ViStarterSgu

Ved en glidende overgang den næste tid gives redaktørposten videre til en ny ildsjæl og skribent, som fremover vil være hænderne og hovedet bag de mange iværksætterhistorier fra Horsens Kommune. 

Men hvem er han egentlig? 

Hej! Mit navn er Mads, og jeg er den nye redaktør på ViStarterSgu! 
 
Jeg har læst Anvendt Filosofi i Aalborg, men kommer oprindeligt fra Horsens-området, som har mit hjerte. Jeg elsker byen og dens boblende energi, hvor man især kan mærke, at iværksætteriet brager derudaf. 
 
Jeg har siden helt ung været lidt af en it-haj, og lige nu arbejder jeg også som autodidakt it-mand. Nu har jeg så i rigtig ViStarterSgu ånd startet mit eget webbureau for otte måneder siden, som hovedsageligt laver IT-løsninger, branding og digital marketing for små virksomheder i Horsens omegn. Jeg er derfor også selv iværksætter og oplever dagligt på egen krop de mange fordele – og udfordringer – livet som selvstændig kan bringe med sig. 
 
I min fritid nyder jeg gerne en kold øl på terrassen omgivet af venner – hvis jeg altså ikke lige har fundet en ny ting, jeg har lyst til at dygtiggøre mig inden for.
 
Jeg værdsætter ærlighed og oprigtighed i mennesker, da dette er værdier, jeg har fået indlært fra barnsben af mine forældre. 

"Jeg glæder mig til at skabe nogle fede historier"

Jeg har søgt stillingen som redaktør for ViStarterSgu, fordi det går hånd i hånd med det, jeg beskæftiger mig med til dagligt. I min virksomhed arbejder jeg for at skabe den gode iværksætterhistorie – Og nu får jeg også lov til at skrive om dem! 
 
Jeg har desuden søgt stillingen både for at udfordre mig selv og dygtiggøre mig endnu mere. Og jeg glæder mig til at skabe nogle fede historier og måske lege med formater og virkemidler på en ny måde end tidligere.
 
Jeg glæder mig til at møde jer alle sammen derude! 
 
De bedste hilsener, 
Redaktør
Mads Andersen
bubble