BusinessHorsens inviterer alle med en iværksætter i maven på iværksætterkursus. Det er helt gratis, og alle kan være med.
Mange går med en iværksætter i maven, men det kræver noget at tage springet. Er ideen god nok? Kan vingerne bære? Det kræver en del at sige farvel til en månedlig løncheck og i stedet tjekke isens bæreevne i træskostøvler.
BusinessHorsens er en medlemsforening for erhvervslivet – men det er også et serviceorgan for iværksætteriet i Horsens. Sidstnævnte opgave er finansieret af Horsens Kommune, så du skal ikke være medlem af BusinessHorsens for at gøre brug af de tilbud. Tilbuddene indbefatter blandt andet individuel hjælp til at komme i gang og muligheden for at trække på BusinessHorsens’ enorme netværk og knowhow.
Kursus over tre aftener
Nu søsættes endnu et tiltag, der skal få alle vordende iværksættere til at tage springet. I samarbejde med Hedensted Erhverv arrangeres identiske iværksætterkurser i både Horsens og Hedensted. Kurset består af tre dagsmoduler, der alle foregår i tidsrummet fra klokken 17-21, så de fleste kan passe et arbejde eller et nyt iværksætterprojekt ved siden af. I løbet af tre aftener fordelt over tre uger kommer deltagerne igennem overskrifter som forretningsidé, maskinrummet og salg.
Forløbet
Kursets første dag behandles forretningsideen, hvor alle deltagere får mulighed for at præsentere den for holdet. Derefter ses på det potentielle kundegrundlag – hvordan finder du kunder, og hvordan fastholdes de?
En uges tid senere er det tid for kursets anden dag, hvor deltagerne dykker ned i maskinrummet. Her analyserer du ressourcer, drift og aktiviteter i din virksomhed.
Kurset afsluttes den efterfølgende uge, hvor der kigges på det helt centrale emne salg og indtjening. Her får du hjælp til at lægge et budget og lave en forretningsplan.
Forberedelse
Kurset er centreret omkring værktøjet og håndbogen “Business Model Generation”. Inden kurset starter, får du tilsendt et eksemplar af den populære håndbog af Alexander Ostewalder og Yves Pigneur. Enkelte afsnit skal læses inden kursusstart.
Kurset gennemføres fire gange i løbet af 2020 i både Horsens og Hedensted. De første begynder den 4. februar og 2. marts i henholdsvis Hedensted og Horsens. Ellers kan interesserede vælge mellem et kursus i forsommeren, efteråret eller december.
Få et større netværk
Husk, det er gratis – og du kan også være med, selvom du allerede har fået et cvr-nummer og er i gang. Der kan stadig være noget at lære.
Desuden etableres et netværk for alle deltagere, hvor du kan sparre med ligesindede fra holdet. Du kan også få individuel vejledning hos BusinessHorsens, så du og din virksomhed kommer videre.
Du kan tilmelde dig og læse mere gennem dette link.