Hvad der startede som en passion for specialøl og fortællingerne bag, er i dag en succesfuld forretning med både hjemmeside, webshop og nu også snart en fysisk butik. Efter fire år i garagen i Tvingstrup flytter ØL2GO i nye, større butikslokaler på Nørregade 16 i Horsens.
Fredag d. 11. februar 2022 er en stor dag for Lars Henrik Jensen, som i sin fritid står bag ØL2GO – en forretning med specialøl, som han de seneste fire år har drevet hjemme i sin garage i Tvingstrup.
Efter mange måneders forberedelse åbner ØL2GO nemlig dørene til deres butik d. 11. februar, hvor de første kunder inviteres inden for både fredag og lørdag til åbningsweekend med fadøl, snacks og konkurrencer.
Det kan betale sig at lytte til sin kone
Vi Starter Sgu besøgte Lars og ØL2GO tilbage i 2018, hvor der allerede var godt gang i biksen og et stort sortiment af forskellige øl på hylderne. Det var i sin tid Lars’ kone, som opfordrede ham til at starte en forretning med specialøl.
Og den samme opfordring fra konen og støtte fra familien er en af grundene til, at Lars i dag står med nøglerne til sin egen butik.
”Da lejligheden bød sig, og der blev nogle interessante lokaler ledige inde i byen, mente min kone, at nu var det tid til, at jeg gjorde noget ved mine tanker om at åbne en fysisk butik. Og så var jeg jo nødt til at lytte efter," siger Lars grinende.
Lars har længe leget med tanken om at åbne en fysisk butik tættere på byen, hvor han de seneste 1,5 år mere intensivt har været ude at se på lokaler. Så da lokalerne på Nørregade blev ledige, så han sin mulighed for at gøre en iværksætterdrøm til en realitet. Lokalerne har nemlig både plads til butik, ølsmagninger og de mere end 300 specialøl, som Lars forventer at få i butikken.
En handlingsmand med sans for detaljen
Lars arbejder til dagligt med IT hos NRGi, så ØL2GO er fortsat et fritidsprojekt. Alligevel har de seneste fire år ikke stået stille for forretningen, da Lars har udviklet både en hjemmeside og webshop til ØL2GO.
Man mærker tydeligt, at Lars er en handlingsmand, som ikke er bange for at kaste sig ud i nye ting. Lars har nemlig selv stået for alt lige fra udvikling af hjemmeside og webshop til håndtering af sociale medier og alle de administrative opgaver.
"Jeg kan bedst lide at sidde med tingene i hænderne selv, så jeg ved 100 procent, hvad der foregår inde bag maskineriet. Det har helt sikkert været en fordel, at jeg er IT-kyndig, men der har også været meget, som jeg har måtte lære mig selv fra bunden."
Og Lars har nu også selv været i gang med snedkergrej og malerpensel i forbindelse med klargøring af butikken, hvor ikke en eneste detalje er overladt til tilfældighederne.
Den fysiske butik suppleres af en webshop
Da vi leger Djævlens advokat og spørger ind til, om der med den stigende nethandel fortsat er behov for fysiske butikker, er Lars ikke i tvivl; det er der!
”Du får ikke den samme oplevelse på nettet som i en fysisk butik, hvor du kan se og mærke produkterne – men også få en god historie og specialviden med på vejen. Butikken er dog et supplement til webshoppen, da det fortsat skal være muligt at købe øl hjem lige til døren – også hvis du ikke bor i Horsens.”
Om webshop og butik kommer til at fungere i harmoni, må tiden vise. Lars' mål for butikken er fortsat ydmyge, og i første omgang er håbet at tjene til huslejen og se, om folk i Horsens er klar til en specialølsbutik. Og hvis det ikke går, "så er det bare sådan, det er – men i det mindste har jeg prøvet det af," lyder det fra Lars.
Du kan læse meget mere om ØL2GO på hjemmesiden eller følge med på både Facebook og Instagram, hvor Lars hyppigt deler spændende øl og gode tilbud.