Er det virkelig nødvendigt at satse alt på iværksætterdrømmen – eller kan mindre også gøre det?
Jeg talte med en iværksætter, der mente, at når det gjaldt iværksætteri, var al snak om vigtigheden af et bagland useriøst. Hvis han skulle vælge mellem kæresten og firmaet, kunne kæresten da bare pakke sine sydfrugter. Det kunne kun gå for langsomt, lod han mig forstå.
Den bastante ytring fik mig til at overveje, hvorfor nogle finder det nødvendigt at tænke sådan. Man kan jo snildt tænke, at det er udtryk for påtaget mandighed, og at iværksætterens cvr-nummer i virkeligheden sidder under kærestens stiletter – so to speak.
Men hvorfor overhovedet sætte det op som et ideal? Er det nødvendigt? Jeg er klar over, at nogle startups kræver en utrolig indsats, hvor der ikke er tid til meget andet end forretning, men vi kan jo ikke alle være den næste Jesper Buch. Hvorfor stile efter millionerne, hvis man egentlig har det fint med drømmen om et lille enkeltmandsfirma, der giver råd til den dyre torskerogn med mindst 80 procent rogn?
Vi kan jo ikke alle være den næste Jesper Buch
Hvis man kigger på Statistikbanken og finder opgørelser over nye enkeltmandsfirmaer i perioden efter 2008, er det ret indlysende, at en del mennesker har droppet jobsøgningen og er startet for sig selv. Eksempelvis lå antallet af enkeltmandsfirmaer indenfor kommunikation og information (journalister, webbureauer m.v.) ret stabilt omkring 4500 i perioden 2005-2008. Mellem 2008 og 2014 er det steget med over 40 pct til godt 6500. Indenfor kultur, fritid og anden service var antallet af enkeltmandsvirksomheder ligeledes stabilt før krisen, hvorefter det steg med henved 20 procent fra 2008-2014.
Dertil kommer naturligvis alle dem, der har droppet jobsøgningen og har fundet en makker at blive iværksætter sammen med.
Man bliver faktisk lidt afhængig af det, ikke?
Mon de alle går med hede drømme om den første million? Eller er de bare et udtryk for, at vores arbejdsmarked har ændret sig? De større virksomheder fyrer faste medarbejdere og hyrer freelancere. Freelancerne koster nemlig ikke noget under sygdom og i ferier. Og hvis de skulle beslutte sig for at få børn er det da glædeligt – og helt gratis. Det er sådan, arbejdsgivere tænker i krisetider, men tankegangen lader til at bide sig fast i disse år.
Det vil jeg nu ikke tude over. Der er masser af positive ting ved livet som iværksætter og selvstændig. Man bliver faktisk lidt afhængig af det, ikke?
Men hvis jeg skulle vælge mellem at blive den næste Jesper Buch eller holde fast i min dejlige kone og tre sunde børn, er jeg ret sikker på, hvad jeg ville vælge. Take Away er overvurderet – jeg tager torskerognen med 80 procent rogn.
Klummen er altid udtryk for skribentens personlige holdning.
