Pressefotografen springer ud som selvstændig

Pressefotograf og lokalpolitiker Martin Ravn bliver iværksætter. Han vil hjælpe virksomheder med branding og visuel identitet.

Den 18-årige Martin Ravn rendte fotoafdelingen på Horsens Folkeblad på dørene omkring 1986. Han ville være pressefotograf, men hans muligheder for at få en læreplads var begrænset af, at han havde valgt gymnasiet. Han gav ikke sådan op. Han blev ved med at opsøge lederen for afdelingen, pressefotograf Lene Sørensen, med nye billeder fra lokale begivenheder.

– Omsider sagde hun, at jeg med den ihærdighed kunne blive en god fotograf. Så hun lovede mig den næste læreplads på Horsens Folkeblad, siger Martin.

Tredje generation på bladet

Da elevpladsen blev en realitet, var det tredje generation Ravn, der arbejdede på dagbladet. Martins bedstefar var chefredaktør på Horsens Folkeblad under 2. Verdenskrig, og hans mor, journalist Lisbeth Ravn, havde haft sin daglige gang på redaktionens blå linoleum i en årrække.

Det blev fotoet, der for alvor fangede Martin. Evnen til at indfange et øjeblik eller et menneske med et tryk på udløseren blev Martins spidskompetence. Han elskede sit job, og det blev aldrig til kedelig rutine.

– Det fantastiske ved jobbet er alle de mennesker, jeg møder. Jeg har mødt så megen positivitet, fordi de altid har en historie at fortælle, siger Martin.

Den rette psykologi er vigtig

Han har naturligvis også hørt vendingen ”jeg bryder mig ikke om at blive fotograferet” eller ”jeg er aldrig god på billeder” en del gange. Men det meste handler om tillid, når den indstilling skal vendes til noget positivt.

– Man skal evne at møde folk på en måde, så de føler sig trygge. Så kan man omvende selv de mest modvillige og få gode billeder ud af det. Jeg har altid brugt mere energi på at se og møde mennesket end den fototekniske side af sagen, siger Martin.

Hvor nogle fotografer ofte medbringer en del ekstra lys og objektiver, går Martin oftere til opgaven med så få tekniske virkemidler som muligt. Det gælder i stedet om at udnytte de muligheder, der er for hånden mht. lysindfald, brugbare baggrunde m.v. Den fremgangsmåde fungerer bedst for den erfarne pressefotograf, da han ofte har begrænset tid til at få de rette billeder i kassen. Men det har også en anden positiv sideeffekt.

– Det har været lettere for mig at skabe en afslappet stemning ved en portrætfotografering, når jeg ikke er kommet med en helt masse ekstra udstyr, siger Martin.

Ihærdigheden hænger ved

Den unge Martins ihærdighed er stadig en uomgængelig del af den 52-årige fotograf og byrådspolitiker. Selvom der er kommet flere grå hår i skægget, lyser en ung mands energi stadig ud af øjnene, og smilet er aldrig langt væk.

Det er ihærdigheden, der har båret ham igennem en række omstruktureringer og fyringsrunder i den mediekoncern, Horsens Folkeblad de seneste årtier blev en del af. Det er ihærdigheden, der fik ham til at glædes over at få tildelt nye geografiske områder, så han pludselig kørte vejene tynde i Esbjerg, Grindsted, Vejle og Fredericia for at tage billeder til aviserne i Jysk-Fynske medier.

– Jeg elsker stadig mit arbejde, fordi det også var spændende at komme til at kende nye byer på samme måde, som jeg kendte Horsens. Afvekslingen er god. Men det er også mange kilometer bag rattet, og jeg bliver trods alt ikke yngre, siger Martin.

Han fandt ud af, at det var nu, hvis han skulle skifte kurs og prøve noget andet. Han sagde op fra det mediehus, der har sendt ham en lønseddel den sidste i hver måned siden 1987. Den 1. juni er han formelt færdig ved Jysk-Fynske medier. Med resterende ferie og afspadsering regner han med at kunne kaste sig fuldt og helt ud i iværksætteriet i løbet af maj måned.

Dronepilot og fotograf

Martin vil primært lave foto og video for virksomheder. Med sin mangeårige fotoerfaring, drone og dronecertifikat kan han bistå med at skabe visuelle identitet og branding til hjemmesider, trykte brochurer og sociale medier.

– Jeg kan lave alt, hvad en virksomhed har brug for, og jeg hjælper meget gerne med at skabe et visuelt udtryk, der matcher virksomheden, så medarbejderbillederne f.eks. ikke bare laves op ad en hvid væg, sige Martin.

Martin Ravn vil meget naturligt sælge sig selv gennem det netværk, han har opbygget gennem de sidste godt 30 år som pressefotograf. Derfor kommer hans firma og hjemmeside også til at hedde fotoravn.dk, når den engang er klar i foråret.

bubble