Tip: Skræddersy din velgørenhed og få nye kunder

Husker du Charii? – Horsens-startuppet, der vil revolutionere velgørenhed. Der er sket meget, siden vi sidst skrev om dem. Platformen er for længst i luften, de første små 2000 brugere er oprettet, og nu er de horsensianske iværksættere klar med en spændende erhvervsløsning – tilmed i en iværksættervenlig version!

“Velgørenhed skal IKKE kun være for de store etablerede virksomheder med penge på kistebunden – det skal være for alle. Verden har brug for, at vi som virksomheder tager ansvar fra dag ét. Og nu er der heldigvis ingen undskyldning længere!”, lyder det fra Thomas Jacobsen, COO ved Charii.com

Charii har med en ny abonnementsform gjort det muligt for virksomheder at skræddersy den velgørenhed, der matcher netop dem både økonomisk og indholdsmæssigt. Virksomheden vælger selv beløb og velgørenhedsorganisationer. Samtidig får man en ny og inspirerende palette af marketingmuligheder i velgørenhedens tegn.

Simpelt kontrolpanel – vælg selv beløb og organisationer

En helt ny iværksættervirksomhed kan sjældent sætte de traditionelle 10.000 kr af – som telefonsælgerne normalt beder om – til velgørenhed. Samtidig er man bange for at binde sig og “hænge på” omkostningen. Traditionelt er der undskyldninger nok for at lukke øjnene for velgørenheden. Men det skal der ifølge Charii-bagmændene laves om på.

Donér 100 kr gratis – men skynd dig!

Charii har været så venlige at udlodde 10 x 100 kr til friske VI STARTER SGU-læsere. Har du en virksomhed, og vil du gerne sende et rigtig godt signal til kunderne, så har du her en oplagt mulighed for at teste effekten af velgørenhed.
Er du interesseret, så send en e-mail til Thomas Jacobsen fra Charii på tj@charii.com. Han har lovet os at kvittere lynhurtigt med en værdikode. Men skynd dig, der er kun 10 stk ialt :)

Med Chariis “skræddersyede” velgørenhed er der helt nye – befriende – muligheder. I kontrolpanelet kan du på få minutter selv vælge det ønskede beløb og via sliders fordele beløbet på de ønskede hjælpeorganisationer. Hvis i fx sætter 100 kr af om måneden, kan I støtte 10 virksomheder med 10 kr til hver – eller ganske enkelt donere hele beløbet til en enkelt organisation.

Markedsføring med indbygget velgørenhed

Alle virksomheder, der donerer via Charii.com, får en offentlig velgørenhedsprofil. Virksomhedens navn og evt. logo vises desuden på siderne for de organisationer og projekter, man har støttet. Charii har også sørget for, at man på flere andre måder kan signalere til kunderne, at man støtter velgørende formål. Her kan bl.a. nævnes et “diplom” til visning på virksomhedens hjemmeside.

Udvikler app

Netop nu lægger Charii  sidste hånd på en app. Thomas Jacobsen forklarer:

“I første omgang lancerer vi en app til iOS – dvs. fokus på iPhone og iPad. Senere udvider vi til flere platforme. Vi er vildt spændte på at lancere appen, da det giver os en helt ny indgangsvinkel til brugerne. Samtidig kan vi allerede nu se, at appen kommer til at give brugerne en ny og fed oplevelse.”

Hvis alt går efter planen, lanceres appen her i foråret 2016. Vi har lovet at bringe en update og en anmeldelse, når den kan hentes i Apples App Store.

Har din virksomhed prøvet at oprette en profil på Charii? Så lad os høre fra dig med et link til profilen i kommentarerne her på siden.

bubble