Det er ikke sjovt at skylde penge, du ikke kan betale. Det kan være omtrent ligeså opslidende at have penge til gode hos kunder, der ikke betaler. Men det rette fodtøj kan gøre en forskel.
Et tip: Hvis du vil have hundrede kroner, skal du bare låne dem af mig – og så sidenhen lade som om, du har glemt alt om det. Så skyder jeg sikkert en hvid pind efter dem. Det er jo bare penge.
Jeg har aldrig været god til at fotografere mennesker, der ikke vil fotograferes. Jeg har aldrig været god til at rykke folk for penge, jeg har til gode. Begge dele er et handicap, når jeg nu er selvstændig, fotograferende journalist.
Hvori er sammenhængen, spørger du måske? Det skal jeg sige dig: Begge situationer kræver, at jeg vader ind i folks privatsfære. Med træsko.
“Der er intet i vejen med at gå i træsko, men jeg sværger til blødere fodtøj”
Jeg beundrer fotografer, der kan få de mest forknytte til at fremstå blomstrende og afslappede på et billede, ligesom jeg beundrer folk, der henkastet og naturligt kan sige ”hej, du skylder mig for resten 100 kroner. Får jeg dem snart?”.
Der er intet i vejen med at gå i træsko, men jeg sværger til blødere fodtøj.
Det omtrent mest pinlige i verden er at skylde penge, som man ikke kan betale. Det kan måske lige gå, hvis det er et eller andet upersonligt konglomerat, der har sendt en faktura, men det er noget sværere, hvis det er et menneske i netværket, man skylder. Et ansigt. Derfor kan det være ligeså pinligt at have penge til gode, der lader vente på sig. For vi spejler os i andre mennesker. Vi tager det som udgangspunkt for givet, at mennesker, vi kan sammenligne os selv med, tænker og føler, som vi selv gør. Og vi vil jo helst ikke udstille andre mennesker eller sætte dem i forlegenhed. Det er jo bare penge. I hvert fald, når det er små beløb.
Det er lidt sværere, når det er større beløb, og du er nødt til at gøre noget ved det. Fordi det ikke længere ”bare er penge”, men derimod midler, der skal bruges til at betale skattefar og andre kreditorer.
“Det var bare tid, og det var bare penge”
Jeg havde den oplevelse for nylig. Et firecifret beløb manglede på kontoen. Da betalingsfristen var overskredet med knap 30 dage sendte jeg en venlig påmindelse. Uden gebyrer. Da der var gået yderligere 14 dage, sendte jeg en ny, venlig påmindelse. Uden gebyrer. Ingen reaktion. Da der var gået yderligere ti dage, valgte jeg at sende fakturaen som vedhæftet fil i en mail, hvor jeg skrev noget a la ”jeg tror, mit faktureringsprogram ryger i dit spamfilter”. Jeg ville jo ikke insinuere noget. Herefter fulgte yderligere ti dage.
Uden en lyd.
Hvad gør man så? Jeg havde jo trods alt ikke haft nogen udgifter i forbindelse med opgaven. Det var bare min tid. Det var bare tid, og det var bare penge.
“Følelsen var ret lig den, man oplever, hvis man har efterladt sit telefonnummer hos den udkårne og telefonen bagefter er larmende tavs”
Det er januar, og tungsindet er i forvejen fremherskende. Måske var jeg ublu? Måske havde jeg krævet for meget? Rationelt vidste jeg, at kunden havde fået det hele til en rigtig fin pris, fordi det var opgaver, jeg holdt af at løse. Men alligevel var der en snert af selvbebrejdelse. Var jeg ikke pengene værd? Var det mig, der havde fejlvurderet en kunde, jeg havde ventet mig meget af? En kunde, jeg tilmed rigtig godt kunne lide? Jeg havde trods alt ikke solgt et par gummistøvler; jeg havde skrevet noget. Kvaliteten og markedsværdien kunne ikke testes i en vandpyt.
Jeg indtog rollen som den sårede hvalp, der lægger sig i hjørnet og slikker de ømme poter. Jeg skulle i hvert fald ikke begynde at rykke yderligere. Når jeg ikke havde fået mine penge, var der nok en grund. Det var bare slut nu. Det var det. Følelsen var ret lig den, man oplever, hvis man har efterladt sit telefonnummer hos den udkårne og telefonen bagefter er larmende tavs. Jeg var blevet brændt af.
“De bløde sko er meget rare, men et lidt grovere fodtøj vil gøre både mig selv og mine kunder godt”
Indtil i dag. En mail med en stor, uforbeholden undskyldning og penge på kontoen. Dagslyset steg et par lumen. Måske havde der ikke været tilstrækkeligt med flow fra kundens cash cow, men hvor ville det have været rart, hvis jeg blot havde vidst det. For så havde det jo været klart, at det bare var penge og ikke mine evner – eller mangel på samme – det handlede om.
Det havde været rart, hvis jeg fra starten selv havde spurgt ind til det og undgået de opslidende spekulationer og misforståelser.
Jeg bliver nødt til at gå lidt mere i træsko. De bløde sko er meget rare, men et lidt grovere fodtøj vil gøre både mig selv og mine kunder godt, når der opstår problemer med betalingen.
For det er jo bare penge.
