Amar Ali brænder for at hjælpe andre, og han kan også godt lide smykker. Nu forener han begge dele i smykkekollektionen Malak Ali.
16-årige Amar Ali er drevet af ungdommens trang til at gøre en forskel. Et udtalt behov for at yde noget, så verden kan blive et bedre sted at være. Han fortæller, at han godt kan lide at hjælpe en gammel dame i opgangen, når varerne skal bæres op, og den slags udsagn kan naturligvis altid få den skeptiske læser til at mene, at selvgodheden bliver smurt på med en temmelig bred smørekniv. Men det skyldes mest, at den skeptiske læser har glemt, hvordan det er at være 16 år. Det er en alder, hvor man er gammel nok til at have øje for de valg, man kan træffe – og ung nok til at tro på, at de kan gøre en væsentlig forskel for andre.
“Hvorfor ikke købe et lækkert armbånd, som ser godt ud, og samtidig støtte en god sag?”
Velgørende armbånd behøver ikke være gummi
Så da Amar fik øje på de kulørte gummiarmbånd, som man kan købe for at støtte en god sag, var ideen indlysende: De måtte kunne laves bedre.
– Jeg tænkte, at der ikke var nogen grund til, at de armbånd var så grimme. Hvorfor ikke købe et lækkert armbånd, som ser godt ud, og samtidig støtte en god sag? Det måtte være muligt, siger Amar, der i forvejen var vild med smykker.
Hjælp fra Mind Your Own Business
Da han samtidig var en del af forløbet Mind You Own Business, der er mikro-iværksætteri for unge drenge, var det indlysende at transformere ideen til virkelighed. Det var i 2014 som 12-årig, han først deltog i arbejdet med at lave ”Culture Run” i boligområdet. Året efter har han – blandt andet med hjælp fra mentorerne i Mind Your Own Business – styrket erfaringen med smykkeproduktion, så han sidste år egenhændigt kunne udvikle sit eget brand med foreløbig to armbånd på hylden. Han åbnede officielt forretningen med egen webshop, og sparepengene fra fritidsjobbet i Bilkas frugt og grønt blev fra starten skudt i projektet.
“Malak betyder engel på arabisk, og der er også to englevinger i logoet.”
Selve låsene får han produceret ved et firma i København, hvorefter han selv limer remmen af flettet læder på. Når det gælder den proces og selve iværksætteriet, slægter han sin egen far på.
– Min far kommer fra en familie af selvstændige og arbejdede selv med flere iværksætterprojekter i Irak i sine unge dage. Så jeg har det ikke fra fremmede, siger Amar.
Malak symboliserer godhed
Armbåndene fås med guld- og sølvlakering og består af en metalsamling med låsen, hvor logo og brand er præget i. Armbåndet sælges for 400 kroner på hjemmesiden, og navnet ”Malak Ali” er ikke helt tilfældigt.
– Malak betyder engel på arabisk, og der er også to englevinger i logoet. Det symboliserer, at man gerne vil gøre noget godt for andre, siger Amar.
Det gode består i, at 10 pct. af overskuddet gives til velgørende formål hver måned. Sidste måned var det den boligsociale indsats omkring Sundparkhallen, det gjaldt, og i denne måned er det kræftramte børn, der får del i Amars overskud.
Skoleelev med advisory board
“Jeg vil gerne læse noget med business, for jeg drømmer virkelig om at blive selvstændig.”
Sideløbende med forretningen passer Amar sin skolegang på Langmarksskolen. Han går i 9. klasse og har planer om at fortsætte på EUX Business næste år.
– Jeg vil gerne læse noget med business, for jeg drømmer virkelig om at blive selvstændig, siger Amar.
Seriøsiteten omkring forretningen er til at få øje på. Amar arbejder på at udvide kollektionen, og der er allerede nedsat et advisory board i Malak Ali. Det er fem mennesker i Amars bekendtskabskreds, herunder en tidligere mentor fra Mind Your Own Business, der udgør den gruppe mennesker, som skal hjælpe virksomheden frem.
Du kan se mere på hjemmesiden og give Amars velgørenhedsprojekt et like på Facebook.