Vi mødtes sgu igen

I november 2014 afholdt Den Seriøse Kaffeklub det første VI MØDES SGU, og det med stor succes – derfor synes vi, at det nu var på tide at MØDES IGEN!

Onsdag d. 13. maj blev dagen hvor 35 iværksættere og interesserede mødtes i den gamle arrestbygning på Rådhusgade. Der var lagt op til et hyggeligt og ikke mindst inspirerende arrangement med kaffe, netværk og oplæg.

Den gamle arrest, som i dag er omdannet til kontorfællesskabet TINGHUSET, var den perfekte ramme for et brag af et oplæg af den karismatiske og livskloge Torben Bohnhardt, som fortalte sin livs/iværksætterhistorie – Fra rocker til iværksætter.

Torben har allerede oplevet mere, end de fleste oplever et helt liv. Han har mange traumatiske oplevelser i bagagen og ar på sjælen, men Torben har taget sine erfaringer og vendt dem til noget positivt. Med organisationen Headon hjælper Torben i dag kriminelle med at komme ud af deres løbebane. Han møder dem i øjenhøjde og med en forståelse, som kun folk, der selv har været i miljøet, har.

Torben gav den gas og illustrerede, hvor hurtigt vi dømmer og sætter folk i kasser. Det vil Torben gerne gøre op med – vi skal møde mennesker med åbenhed og en forståelse for, at vi alle blot er mennesker. Med Headon er Torben godt på vej til at gøre en forskel!

Oplægget gav bestemt stof til eftertanke, og det var svært at lade være med at blive berørt af Torbens voldsomme historie, men også hans gejst og vilje, for det arbejde han udfører, og de mennesker han hjælper.

Efter oplægget var der skrub af øl, og gæsterne kunne få sig en snak med Torben. Her fra Den Seriøse Kaffeklub og redaktionen på VI STARTER SGU vil vi gerne takke alle fremmødte og selvfølgelig Torben for et super godt arrangement. Vi håber SGU på, at VI MØDES igen snart.

Hold øje med hjemmesiden og vores facebookside for næste VI MØDES SGU.

bubble