Sofie fortæller

Vi tager det, som det kommer

Sofie Jensen fik sin iværksætteridé mellem jul og nytår, den første hverdag gik hun i banken, og i dag har hendes virksomhed Teigar Rideudstyr været hendes levevej i knap 14 år.

Der behøver ikke være så langt fra tanke til handling, og en naturlig undren kan være et godt udgangspunkt for at finde et bæredygtigt iværksætterprojekt: Sofie Jensen sad ved en julesammenkomst med familien i 2007 og udtrykte sin irritation over, at hun skulle helt til Aabenraa for at handle udstyr til sin islænderhest.

- Min far sagde, ’men hvorfor starter du så ikke bare din egen butik?’, og jeg tænkte ’ja, hvorfor ikke?’, siger Sofie.

Speciale om opstart

Hun var 25 år gammel og ellers godt i gang med noget ganske andet: Hun ville være ejendomsmægler og læste til finansøkonom. Hun skulle skrive speciale i 2008, så egentlig var tiden slet ikke til at åbne en butik eller webshop.

- Jeg fik heldigvis lov til at skrive mit speciale om opstarten af min forretning, så det hele hang meget godt sammen. Men de første måneder af 2008 var da hårde, indrømmer Sofie.

Der er gået lidt inflation i ordet ”knokle”, efter politikerne er begyndt at bruge det flittigt, men Sofie knoklede i tre måneder. Knoklede med at bygge et gammelt værksted om til 16 kvadratmeter butik, skrive speciale til finansøkonom og bygge webshop. Der var arbejde fra tidlig morgen til sen aften, men den 12. april bar arbejdet frugt: Teigar Rideudstyr kunne åbne for de første kunder. Hun bestod også specialet og blev finansøkonom.

"Jeg har altid lært, at det nok skal gå. Og går det ikke, finder vi nok også ud af det ..."

Det første år var butikken en deltidsbeskæftigelse, men da de første 12 måneder var gået, kunne hun allerede leve af forretningen.

Siden er det kun gået fremad. Butikken rykkede lidt rundt på forældrenes gård gennem årene, og i dag råder hun over omtrent 120 kvadratmeter til stigbøjler, sadler, trenser, hjelme, tøj og alt det andet, som vedrører livet med en islænderhest.

Ny webshop

Det er en sund forretning for Sofie, og hun har økonomisk råderum til at videreudvikle forretningen. Senest har butikken fået ny webshop og et nyt lagersystem, der gør hverdagen noget nemmere.

- Hver gang, jeg sælger en vare i butikken, eller en kunde køber et produkt i webshoppen, registreres det i ét samlet system, så jeg ikke kan komme til at sælge den samme vare to gange. Jeg kan også hele tiden følge med i dagens samlede omsætning både i butikken og på nettet, så det giver overblik, siger Sofie.

Tankerne om at gøre hverdagen lettere og have overblik er vigtige for Sofie.

- Jeg har brug for at have frihed i hverdagen og kunne lave andet end noget med heste og udstyr. Derfor har jeg prioriteret at have en plads i Propelhuset (kontorfællesskab, red.), fordi det bare er vigtigt for mig at møde andre mennesker og få ny energi. Jeg ville gå død, hvis jeg bare gik herude for mig selv hele tiden, siger Sofie.  

 

Fik øje på Business Horsens

Hun startede sin virksomhed uden viden om de erhvervsnetværk, Horsens havde at byde på. Hun søgte ikke hjælp til opstarten, fordi hendes forældre var garvede iværksættere: De drev i en årrække Jydsk Varesikring fra adressen ved Vedslet. En virksomhed, de solgte for en årrække siden, hvilket gav plads til de seneste par udvidelser af Teigar Rideudstyr. Sofie gik ind i iværksætteriet uden de store bekymringer, for hun er opfostret med en god portion laissez faire:

- Jeg har altid lært, at det nok skal gå. Og går det ikke, finder vi nok også ud af det, siger Sofie.

Desuden havde Sofie allerede puslet lidt med iværksætteri på et hobbyplan. Passionen for islænderheste havde fået hende til at drive et lille stutteri for islændere, og undervejs havde hun 13 heste på ejendommen. Det var ikke just nogen guldrandet forretning, men det gav hende et tidligt indblik i, hvad det vil sige at drive en forretning.

For omkring fire år siden fik hun øje på erhvervsnetværkene i Horsens. Hun meldte sig ind i Business Horsens og blev en del af Medlemsarena, der er et netværk for soloselvstændige med meget forskellig baggrund. Her mødtes hun månedligt med andre iværksættere til en kop kaffe og et oplæg af forskelligt indhold. Det fik tankerne væk fra rideudstyr og heste for en stund, og det var sundt for Sofie.

"Jeg har forsøgt mig med sponsorater og annoncer, men de tjener sig aldrig hjem igen. Det er mund til mund, der udgør min kommunikationsstrategi."

For hun har prøvet at være der, hvor det hele drejede sig om Teigar Rideudstyr. Hun kørte landevejene tynde med sadler, så kunderne kunne prøve dem på egen hest, og hun holdt butikken på Kirkedalsvej åben langt mere end i dag. Derudover tog hun til stævner og messer. Fra morgen til aften handlede det meste om rideudstyr.

Forretning og privatliv adskilles

I dag har hun kun én ugentlig åbningsdag, mens der kan åbnes efter aftale de øvrige dage. Webshoppen er til gengæld åben døgnet rundt, 365 dage om året.

- Jeg har også lært at slukke firmatelefonen, når klokken er 16. Jeg åbner ikke nogen forretningsmails, før jeg møder på arbejde næste dag. Det er bare vigtigt for mig at holde privatliv og forretning adskilt, siger Sofie, der også bor et godt stykke fra butiks- og lagerlokalerne, der ligger på forældrenes ejendom, så hun ikke lige kan smutte over i butikken i tide og utide.

Alligevel er Teigar Rideudstyr en sund og bæredygtig forretning, som kan finansiere det liv, hun ønsker. Der er råd til en udlandsrejse i ny og næ, der er råd til at holde ferie, og der er råd til at have det sjovt med andet end heste. Hun ønsker sig ikke så meget mere.

- Jeg har ikke nogen drømme om, at jeg skal vækste og vækste. Bare jeg har en god hverdag, der hænger sammen, er det fint. På længere sigt vil jeg måske gerne have lidt hjælp i butikken nogle timer om ugen, men jeg drømmer ikke om at vækste bare for vækstens skyld, siger Sofie.

Men selvom hun prioriterer at have tid til andet end forretningen i sin hverdag, er hun ikke kommet sovende til succesen.

- Jeg hører da af og til folk snakke om, at de måske burde åbne en webshop med rideudstyr. Jeg tænker bare ’I skal da være så hjerteligt velkomne’. Det er et hårdt arbejde, og jeg er nået en gunstig situation, hvor mine arbejdsuger i snit nok ligger på knap 40 timer, men sådan har det bestemt ikke altid været. Man kan ikke bare åbne en webshop, bruge nogle penge på SEO og så regne med, at kunderne kommer af sig selv, siger Sofie.

Bruger meget lidt på annoncering

Hun bruger sig selv i markedsføringen på Instagram og Facebook, og Teigar er Sofie for de trofaste kunder. Hun ses da også med sin hest, Gustur, på webshoppens introvideo. De faste kunder kan også følge med i hverdagen på Teigar Rideudstyr med bomuldshunden Vally, nye varer på hylderne og Sofies ture ud i det blå på ryggen af Gustur. Det har vist sig som en fornuftig fremgangsmåde, for miljøet omkring islænderheste er relativt lille. Folk snakker – på den gode måde. Når de snakker om Sofie, Teigar Rideudstyr og en god købsoplevelse, genererer det let en ny kunde. Det er den enkle fremgangsmåde, der har sikret Sofies fremgang igennem årene.

- Jeg har forsøgt mig med sponsorater og annoncer, men de tjener sig aldrig hjem igen. Det er mund til mund, der udgør min kommunikationsstrategi. Én tilfreds kunde kan meget lettere generere flere nye end et stort annoncebudget, siger Sofie.    

Den hurtige beslutning ved julefrokosten i 2007 blev en god forretning, men Sofie er også bevidst om, at projektet kan have en udløbsdato. Hvis hendes forældre på et tidspunkt beslutter at sælge ejendommen ved Vedslet, er det ikke sikkert, at Sofie vil fortsætte forretningen i den nuværende form.

- Så er det muligt, jeg sadler om. Måske vil jeg så lave det om til en ren webshop, eller måske sælger jeg det hele og kaster mig over noget andet. Det er svært at vide. Lige nu nyder jeg bare min tilværelse og mine mange trofaste kunder, siger Sofie.

Følg Sofies hverdag med Teigar Rideudstyr på Instagram og Facebook – og se udvalget på webshoppen

bubble