Er du Vi Starter Sgu's nye redaktør?

Vi Starter Sgu søger lige nu en webredaktør til at holde liv i de gode og spændende historier inden for iværksætteriet i Horsens Kommune. Er du nysgerrig, så læs meget mere her!

Er du en storyteller af natur? 

...har du flair for digitale og sociale medier? 

...og har du måske fingeren på pulsen af Horsens iværksætteri? 

Så er du kommet det helt rette sted – på det helt rette tidspunkt! 

Vi Starter Sgu leder lige nu med lys og lygte efter en engageret og selvdreven redaktør, som kan bringe fornyet energi og kreativitet ind i vores online iværksætterunivers og -fællesskab.

Som redaktør bliver du hovedansvarlig for vores digitale kanaler på både Vistartersgu.dk og vores sociale medier. Du bliver den skarpe hjerne og de hurtige hænder bag de mange gode iværksætterhistorier, nyheder og begivenheder, som vi ugentligt deler for at skabe synlighed omkring de mange spændende iværksættere i Horsens Kommune.

Er du vores nye redaktør?  

Vi forestiller os, at vores nye redaktør elsker at formidle spændende og fængende artikler og kan opspore den gode iværksætterhistorie i Horsens og omegn.

Du er måske selv iværksætter til dagligt og søger nye udfordringer i en opgave på deltid, hvor du kan tage del i iværksætterkulturen i og omkring Horsens?

Det kan også være, at du er studerende inden for journalistik eller kommunikation og er på udkig efter et deltidsjob ved siden af studiet, hvor du kan udfolde og udvikle dine kommunikative, kreative og menneskelige kompetencer? 

Vi forestiller os, at du: 

  • er god til at formidle spiselige historier både sprogligt og visuelt. Vi forventer ikke, at du er uddannet inden for hverken kommunikation, journalistik eller noget tredje, men blot at du har forståelse for, hvad der virker, og eller trives godt i redaktørrollen. 

  • har forståelse for digitale og sociale medier, og navne som Facebook, Mailchimp, Instagram, Youtube og LinkedIn er ikke fremmede for dig! Du skal gerne kunne begå dig let i det digitale univers og håndtere et kamera, da du ofte selv vil stå for at filme, tage billeder og evt. redigere indhold.

  • er struktureret og selvdreven, da du i høj grad selv skal opspore og producere de gode historier. Du skal være med til at danne bro mellem iværksætterne i Horsens Kommune, og det er derfor vigtigt, at du trives med at tale med mennesker og generelt er nysgerrig af sind. 

  • er bosat i eller omkring Horsens Kommune, så du naturligt har en insiderviden og interesse for at følge med i, hvad der sker i byen. 

Dine opgaver bliver: 

  • at producere iværksætterhistorier, som lægges op på Vistartersgu.dk (minimum en ny historie ugentligt). 
  • at opdatere eventkalenderen "Det sker" proaktivt med dialog til relevante institutioner.
  • at følge med i og dele aktuelle nyheder inden for iværksætteri og erhvervslivet i Horsens Kommune.
  • at vedligeholde siden "Steder" med aktuelt og relevant indhold.
  • at vedligeholde siden "Hjælp" med aktuelt og relevant indhold.
  • at dele alle akutelle historier, nyheder, steder og begivenheder på vores sociale medier Facebook, Instagram, LinkedIn og evt. Youtube.
  • at svare på beskeder, kommentarer m.m. fra læsere på mail og sociale medier. 
  • at udsende et nyhedsbrev i Mailchimp én gang månedligt og evt. ved særlige lejligheder. 
  • at facilitere og deltage i et månedligt redaktionsmøde og give løbende status til Daniel Bach, stifter af ViStarterSgu.dk, som også løbende vil være tilknyttet ift. sparring, retning og netværk m.m.

 

Hvorfor skal du være vores nye redaktør?

Kompetencer er én ting – men endnu vigtigere er det, HVORFOR du gerne vil være redaktør på Vi Starter Sgu! For os handler det nemlig om at finde den helt rigtige person, som vil lægge både energi og personlighed i rollen som redaktør og formidler.

Du skal forvente ca. 20 timer månedligt, afhængig af hvor effektivt du kan løse opgaven, da du selv har ansvar og styring for din egen tid. Vi blander os ikke i, hvornår eller hvor du helst vil arbejde. 

Lyder det som noget for dig, eller er du nysgerrig på at høre mere? 

Så skynd dig at sende en mail til daniel@vistartersgu.dk, hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvorfor du gerne vil være vores nye redaktør.

Vi ser frem til at høre fra dig og lære dig at kende! 

Læs meget mere om Vi Starter Sgu her.

bubble