Vitus Bering Innovation Park stiller skarpt på nye fremtidsmål

- vi vil gerne sætte fokus på, at parken ikke kun er for beboerne. Der er så mange muligheder, og de står åbne for alle, som er interesserede – nu særligt i teknologisk udvikling og internationale forretningsmuligheder, fortæller Ulla Sparre, VitusBerings Direktør

Ændring i fokus

Den 2. marts 2010 afholdt Vitus Bering Innovation Park Åbningsreception. Det skulle være et kontorfællesskab for virksomheder og et sted for samarbejde mellem uddannelse og erhverv.

Meget er sket siden, ja 5 år er gået, og mandag den 2. marts 2015 skal det selvfølgelig fejres. Og det skal fejres med stil – nemlig med et seminar om fremtidens teknologi, innovation, forretningsudvikling og iværksætteri!

For teknologisk udvikling og international forretningsudvikling er hovedfokus i en ny strategi, som skal sende VitusBering i en ny og skarpere retning.

– Vi har været i gang med at revurdere, hvem vi er som innovationspark. Fokus har derfor ændret sig. Fra at være et kontorfællesskab, med fokus på parkens virke og med 40 % virksomheder og 60 % uddannelse, sætter vi nu et skarpt fokus på teknologisk udvikling, internationale forretningsmuligheder og lean startup. Dermed fokuserer vi mere på, hvad der sker af aktiviteter indeni parken, fremfor parkens virke som kontorfællesskab. Der udvides i 2015 med 400m2 ekstra areal til virksomhedsaktiviteter for at skabe en bedre balance mellem uddannelse og erhverv. Samtidig vil vi stille skarpere på dem, vi udlejer til, så vi er sikre på, at de kan få noget ud af at sidde her i parken og få gavn af mulighederne, siger Ulla Sparre.

Med det nye fokus er der selvfølgelig også planer for nye tiltag i parken – det er nemlig vigtigt at parken afspejler den nye strategi. Derfor skal der laves prototypeværksteder, hvor det bliver muligt at teste sine teknologiske ideer og derigennem skabe inspiration – både til andre og sig selv – såkaldte Inspirationslabs. Det bliver både for parkens beboere, men også for iværksættere udefra, som kan se et behov for at benytte sådanne værksteder. Målet er, at dette kommer op at køre i løbet af 2015/16.

For Ulla Sparre er det vigtigt at skabe et samarbejde imellem de forskellige steder, der er her i Horsens for iværksættere og virksomheder. Men det kræver også en anerkendelse af, at hver sit sted har forskellige styrker, og at det handler om at udnytte dem. VitusBering kan f.eks. være stedet man kommer hen som iværksætter eller virksomhed, hvis man ønsker teknologiskviden og inspiration til internationale forretningsmuligheder. Og med Business Horsens og Insero, som faste beboere, er der også gode muligheder for hjælp til opstart af virksomhed og søgning af fonde samt venturekapital.

En festdag med masser af inspiration

Jubilæet er en oplagt mulighed for at åbne parken, vise og fortælle om mulighederne og de nye tiltag med et spændende og interessant seminar.

– Jeg håber, det bliver en festdag for folk i parken, men jeg håber især også, at der kommer mange udefra, som opdager alle de muligheder, der er her i VitusBering, og at der skabes netværk mellem beboerne og udfrakommende. Og alt i alt så håber jeg på en super energifyldt eftermiddag, der er med til at give en masse inspiration, fortæller Ulla Sparre.

Og med to spændende oplægsholdere – Christiane Vejlø, som bl.a. er digital trendanalytiker og Elektronista redaktør samt iværksætteren og vindpionæren Henrik Stiesdal – bliver seminaret helt sikkert en inspirationsbombe.

Her fra VI STARTER SGU vil vi opfordre alle til at møde op og få viden om teknologisk innovation, hvad det kræver for en idé til at blive en reel udvikling, og selvfølgelig for at se VitusBering og opdage alle mulighederne.

Klik her for tilmeldning.

bubble